Maribo Hallerne stod med skitserne til et flot udbygningsprojekt, men manglede en hjælpende hånd til at føre drømmen ud i livet. Den fik de fra Videncenter for Idrætsanlæg, som har solid erfaring med den type udviklingsprojekter.
»Vi har haft rådgivere fra videncentret med hele vejen, og det har været med til at åbne mange døre for os. Vi har jo slet ikke den erfaring med for eksempel fundraising. Og vigtigst af alt oplever vi, at rådgiverne ikke bare kommer for pengenes skyld. De kæmper for vores projekt, fordi de synes, det giver god mening, og jeg kan mærke, at vi taler helt samme sprog,« siger haldirektør Morten Harkjær Nielsen.
Med en baggrund som halinspektør i knap 14 år bidrog Leif Andersen fra Videncenter for Idrætsanlæg med lige netop kompetencer, der satte skub i processen.
»Jeg kender kvadratmeterpriserne, og jeg ved, hvad tingene koster. Jeg ved også, hvilken fundraising strategi man med fordel kan anvende, og jeg kan hjælpe med at lave et driftsbudget, som viser hele det politiske system, at der er styr på økonomien i projektet. De er den type opgaver, der kan være en stor udfordring at håndtere, hvis man står alene med opgaven uden at have prøvet det før,« forklarer Leif Andersen.
En anden ting, Videncentret også bidrog med i projektet var at hjælpe med at stable lokale indsamlinger på benene.
»Det er en indtjeningsmulighed, man bestemt ikke skal undervurdere. Jeg ved fra tidligere projekter, at har man lokalsamfundets opbakning og involverer lokale kræfter i processen, så er der god støtte at hente, når man i sidste ende skal mobilisere penge til at gennemføre projektet«, siger Leif Andersen.