En ny udviklingsplan for den midtfynske Espehal kom til verden med Videncenter for Idrætsanlæg som fødselshjælper. Kernen i processen er, at man fra første dag valgte at involvere lokalsamfundet.
»Vi er jo en klassisk hal i udkants Danmark, og derfor er det utrolig vigtigt for os at have 100 procents opbakning fra folk i nærområdet. Idéen med at involvere bredt og lade alle komme til orde har betydet, at vi står rigtig stærkt i lokalsamfundet og ved, at vi har opbakning til vores idéer og strategier,« siger halinspektør i Espehallen, Palle Pedersen
Espehallen havde fået 50.000 kroner til at lave en udviklingsplan for hallens fremtid og ville rigtig gerne komme med et nytænkende bud på fremtiden. Derfor indgik man et samarbejde med Videncenter for Idrætsanlæg.
»Vi arrangerede store borgermøder i Espe for at sikre, at alle fik mulighed for at ytre sig og komme med forslag og input i processen. Vi indbød alle lokale foreninger – lige fra den lokale husmorforening, løbeklubben og spejderne til IT-nørdklubben, skaterne fra torvet og læseklubben. Pointen er, at man skal tænke stort fra start, så man ikke begrænser det til, at hallen kun bruges af alle dem, der plejer at komme der«, siger Lars Fridberg, som var en videncentrets tre rådgivere på projektet.
Videncenter for Idrætsanlæg var med i hele forløbet med at udarbejde en udviklingsplan.
»Vi er jo en bestyrelse sammensat af en hel masse folk, der har masser af erfaring fra foreningslivet, men som ikke er uddannet til at lave en strategi og en udviklingsplan. Sådan en omfattende proces kræver professionel hjælp, og det har vi fået. Jeg tror aldrig, vi var kommet i mål med den plan uden rådgivning fra videncentret, siger halinspektør Palle Pedersen.